Anlægget

Vi er i gang med at bygge en strækning der hedder Gedser, Orehoved, Vordingborg, Gl. Taastrup, Rødovre, Valby og slutter med Østerport + noget af Frihavnen. På den Københavnske by strækning vil vi også køre med S-tog. Dertil kører vi en lokalbane ud fra Vordingborg som går over i Hårlev og bliver til St. Heddinge og måske Fakse / Spjellerup - Det er ikke helt besluttet endnu. Vi har lagt strækningen Vordingborg – Taastrup, og er begyndt i vinteren 2014/15 på næste skridt, som er at bygge strækningen fra Vordingborg til Gedser - inklusiv en lang, flot udgave af Storstrømsbroen.

Vi er temmelig ambitiøse omkring at bygge så realistisk som muligt, dog med modifikationer af pladshensyn. Men vi er ikke "nittetællere".

Vi bygger i to-skinne og bruger fleksible spor fra Peco (code 100, dog code 75 på privatbanen), og har med jævne mellemrum indsat Fleischmanns udligningsskinner, for at undgå solkurver. For at sikre en stabil strømforsyning af anlægget, har vi lagt to kraftige kobberledninger langs alle spor i deres fulde længde, og hver eneste skinne er forbundet til disse. Det giver en rigtig god og stabil forsyning.

Til styring af lokomotiverne bliver brugt en LZV100 fra Lenz Digital plus, samt LH100 håndkontroller. Mens vi bruger en DiCoStation fra Littfinski DatenTechnik til at styre sporskifter og signaler. DiCoStationen er tilsluttet en PC, med software programmet MKH Railway Commander , som forbinder input (S88) fra kontrolpulten til styring af sporskifter og signaler.

Da vi nu er færdige med at ligge skinnerne mellem Taastrup og Vordingborg, er vi begyndt at bygge landskab på denne del af anlægget.

Klubben ejer det faste materiel og medlemmerne det kørende, som vi medbringer og mærker op.