Sommeren 2019
Sommeren er gået med at få færdiggjort sportavlen til Orehoved st., hvilket vi næsten kan sætte flueben ved. Det eneste der mangler er 4 stk. tofarvede lysdioder der var strandet i posten.
Orehoved st. er dermed næsten farbar i begge retninger og der er gjort klar til montage af rigtige danske armsignaler -lavet af kraftigt modificerede Viessmann signaler. Der er tale om 4 stk. togvejssignaler 2 stk. udkørselssignaler og 2 stk indkørselssignaler med dobbelt arm. Et hestearbejde, men whauw; de ser flotte ud. Samlet kommer de til at give et godt indtryk af en landstationer med gammelt sikringsanlæg.
På Taastrup station er (næsten) alle signaler sat op og forbundet til sportavlen hvor elektronikken -bestående af 12 stk. Digikeijs DR4018 signaldekodere sørger for “lysshow” både i tavlen og på stationsområdet.
Arbejdet med landskabsopbygning mellem Vordingborg og Orehoved skrider ligeså langsomt frem og hvid flamingo og gips bliver afløst af bølgende brune og grønne bakker. Snart skal der statisk græs på, men først skal arbejdet med at lave bundkrymmel være færdigt.
Derudover arbejdes der på at få lavet en korrekt model af Taastrup st. Da det i foråret lykkedes os at tilvejebringe affotograferinger af de originale Wenck-tegninger, kan det kun blive et godt resultat. Modellen bliver udført i lasergraveret karton, hvilket lyder let, men tager en hulens tid at tegne og udtænke, da der er mange finurligheder med den gamle station.
Kommende stationer er Vordingborg og Orehoved samt en del af de bygninger der hører til.